fredag den 26. oktober 2012


I dag har vi prøvet på at sætte os ind i den kultur der venter os, når vi skal ind i en anden verden. For Indien er en anden verden, det måtte vi alle sande, efter vi havde set en lille film om arrangerede ægteskaber, medgifter, kasteordner osv.
Efter filmen var der helt stille et par sekunder. Indtrykkene var overvældende, også selvom filmen kun blev formidlet til os på en skærm, i et klasselokale her i Danmark. Vi hørte, hvordan en familie måtte indrette hele deres opsparing - ja, hele deres liv, efter at få råd til deres tre døtres bryllup og medfølgende medgift. Døtrene var taget ud af skolen, så de kunne arbejde, for at spare den nødvendige kapital sammen. Forældrene arranger selvfølgelig ægteskabet, sådan er det bare. Kasterne har stadig kæmpe indflydelse i Indien, så det var derfor også det mest naturlige, at intet ægteskab på kryds af kaster kan indgås.
Efterfølgende diskuterede vi så indtrykkene. Var det retfærdigt? Nej, selvfølgelig ikke mente de fleste, men den meget naturlige tilgang, man følte inderne havde til den måde at gøre tingene på, var med til at sætte en smule låg på kritikken. Mange havde selvfølgelig en stor grad af forståelse for det dilemma de stod i.
”Dilemma”.. - måske kan man ikke engang bruge ordet ”dilemma”, et ord der er meget negativt ladet. Måske skulle man i stedet øve sig i at sige; ”levevis” - i en anden verden. 
Af: Simon T. Søgaard  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar